Fra konference og papir til virkelighed – hvordan?

Læsestof på mange sprog på KVs generalforsamling

Læsestof på mange sprog på KVs generalforsamling

Af Birger Nygaard

Kirkernes Verdensråd! Det lyder stort. Og stort er det at se et væld af hudfarver, klædedragter, sprog, kulturer og kirketraditioner samlet ét sted til generalforsamling. Noget andet, der er stort her, er mængden af emner, rapporter, statements, affirmations og kommentarer. Med passion kæmpes der for at få inkluderet synspunkter og formuleringer, som med stor præcision udtrykker et bestemt synspunkt i de papirer og udtalelser, der så endeligt skal sendes videre ud til verdenskristenheden og til verdenspressen med både kirkelige, sociale og politiske anliggender.

Men så er det lige, at man midt i de lange møder her kan have fornemmelsen af, at de fine papirer med vedtagne udtalelser glider ud over skrivebordskanten og dropper ned på gulvet, hvorefter der ikke rigtig er nogen, der samler dem op og får læst budskaberne. Og denne fornemmelse kan på afstand være endnu større. Det gør det let at sidde mageligt hjemme i lille Kirkedanmark og konkludere, at Kirkernes Verdensråd ikke betyder noget som helst og ikke flytter noget. Så hvad skal det hele så gøre godt for?

Det har med mennesker at gøre: Betydningen af KV’s generalforsamling bliver først og fremmest synlig gennem det, som deltagere personligt bærer med sig hjem. Der sker noget særdeles dynamisk, når mennesker med meget på hjerte bringes sammen i et overvældende møde, der fremholder analyser, visioner, idéer og udfordringer i og for verdenskristenheden og -samfundet. Derfor er det afgørende at se på og følge, hvad deltagerne i verdensrådets møde gør ved det, de har set og hørt. Hvad er potentialet i 4.000 ambassadører, der ikke kan lade være med at arbejde for hjertesager, som de tager med tilbage til deres kirker og samfund? Nogle som en del af en international indsats på et konkret område. Andre som på deres helt egen måde tager et anliggende med hjem og former det, så det giver specifik mening i egen sammenhæng. Erfaringsmæssigst bliver det ofte til mangeårige eller livslange engagementer for disse mennesker, der i deres kirker og kirkelige organisationer skaber bevægelser og forandring, som – når vi ser os tilbage – har formet væsentlige træk i verdenskristenhedens vækst og måde at være kirke på. Kirkernes Verdensråd selv er som organisation en svag bevægelse og kun en ramme om denne bevægelse af mennesker.

Danmark, vi er på vej hjem!
Vi er en god gruppe danske deltagere i Busan! Vi er hjemme igen næste uge. Vi tager hver især anliggender med hjem, som vi gerne vil formidle og skabe bevægelse omkring i Danmark. Noget vil blive synligt relativt hurtigt. Andet vil vi først se udfoldet over en mangeårig periode. Nogle vil synes, at vi bliver lidt trættende at høre på, fordi vi bliver ved med at tale om de samme ting igen og igen. Men det er fordi vi gerne vil være vedholdende indtil det, vi er blevet beriget af, bliver til positiv bevægelse hos os. Nye indsigter og ideer, der bliver vigtige for og slår rod i levende mennesker, har dette potentiale for at skabe bevægelse og ny retning.  Ikke ved, at man tier stille herom, men netop bliver ved med at tale herom på en måde som papirer i et arkivskab ikke kan.

Vi lover kun at tage en brøkdel af de mange anliggender fra Busan-mødet med tilbage til Danmark. Ingen af os kan tilslutte sig alt, hvad der siges og sker her. Noget virker naivt og uhåndterligt at bruge. Vi sorterer grundigt i det. Men vi lover også, at vi ikke lader vore danske sammenhænge være upåvirket af, at der her også tænkes værdifulde tanker og udstikkes retninger i en forsamling af kirker fra hele verden.  I al ydmyghed har vi grund til at tro, at det gør en forskel, når mange forskellige kirker fra hele verden med entusiasme tager fat på fælles Busan-mødets anliggender i tjeneste for kirken og verden.

Birger Nygaard er medarbejder vedrørende mission i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s