Stemningsafstemning blandt unge delegerede. Foto: Karen Frendø Ebbesen
Inden den egentlige Generalforsamling i Kirkernes Verdensråd går i gang samles forskellige delgrupper, kvinder, unge, urfolk og andre, til såkalte ”pre-assemblies”, hvor deres særlige udfordringer drøftes. Fra folkekirken har Karen Frendø Ebbesen deltaget i pre-assembly for unge, og hun reflekterer her over, hvordan hun ser en sammenhæng mellem folkekirken og verdens andre kirker.
Af Karen Frendø Ebbesen
Blå og orange mangfoldighed
Med de orange A5-ark højt hævede over vores hoveder er vi ved at afslutte formødet og forberedelserne for unge før den 10. generalforsamling i Kirkernes Verdensråd går i gang. Som en øvelse i konsensusdemokrati skal vi blive enige om, hvor vægten skal lægges på de tre del-emner migration, forsoning og retfærdighed i skaberværket.
At holde et orange kort i vejret betyder at man er ”varm” på et udsagn, mens et blåt betyder, at man er ”kold” eller uenig i det, som er blevet sagt – en måde hvorpå ordstyreren hurtigt får et overblik over, hvad en stor forsamling mener. En stor forsamling, som ikke nødvendigvis er enige om alt. Her er smilende ansigter, tænksomme miner, protester og klapsalver og stor mangfoldighed!
Folkekirken og andre kirker
Vores livsvilkår er så forskellige. Jeg bor i et samfund, hvor mænd og kvinder i høj grad er lige, hvor sundhedsydelser er til for alle, hvor vi ikke behøver at sulte eller mangle rent vand, og hvor der er tros- og talefrihed. Men for afrikaneren ved min side er ”det daglige brød” noget helt andet end blot ord i fadervor; det er et spørgsmål om liv og død for hans landsmænd. For andre er det klimaforandringerne, som ændrer deres liv radikalt.
Men selvom vi er meget forskellige, er vi alle en del af én kristenhed. Derfor har alle kirkerne, inklusiv folkekirken, brug for hinanden. Vi har brug for den økumeniske bevægelses netværk, så vi ved, hvad der sker i andre egne af verden, og så vi sammen kan arbejde for retfærdighed og fred.
Kirkens stemme
Hvis kristendommen virkeligt betyder noget i vore liv, må den også vise sig i de beslutninger, vi træffer. Ikke kun i vores liv som enkeltpersoner, ikke kun på sogne-plan, men også i Danmark og i verden. Der er brug for, at vi som folkekirke og som verdens kirker kan tale med, mod uretfærdighed – for næstens og for verdens skyld.
Jeg kommer fra folkekirken i Danmark, en kirke, jeg er meget glad for at være en del af! Men til tider kunne jeg ønske, at vi som kirke havde lidt flere kort på hånden et sted som her, at vi kunne tale med en endnu tydeligere stemme. Vil vi gå med på vejen mod retfærdighed og fred, må vi også som kirke turde skelne mellem godt og ondt. Vi skal tale med om verdens nød og store udfordringer. Både i sognet og i folkekirken som sådan. Derfor taler jeg i Kirkernes Verdensråd både som medlem af min sognemenighed og som medlem af folkekirken.
Konsensus i folkekirken?
I disse dage indløber de sidste høringssvar til forslaget om en mere sammenhængende styringsstruktur for folkekirken. Måske kan beslutningsprocedurerne fra Kirkernes Verdensråd også vise en vej for os. Flere andre kirkesamfund, også blandt dem, vi ligner mest, har gjort erfaringer med konsensusdemokrati i deres landsdækkende organer. På den måde søger de at nå til enighed på en respektfuld måde ved også at åbne plads for uenighed og anerkende minoritetssynspunkter.
Mon vi i folkekirken også kan gøre brug af denne arbejdsform hvis vi en dag får et kirkeligt organ på landsplan?
De orange kort ryger ned. Nogle blå kommer op. Det kan være svært med konsensusdemokrati! Men nu har vi øvet os. Nu starter generalforsamlingen. Vi er klar!
Karen Frendø Ebbesen er cand.theol. og medlem af folkekirkens delegation på KV’s generalforsamling. Twitter: @KarenFrendo
Mellemkirkelig blog 
Spændende at høre om dine erfaringer med metoden med stemnings-afstemninger, Karen. Nogle af os var bekymrede for, om metoden ville forhindre organisationen i at tage vigtige og nødvendige beslutninger, men det tror jeg ikke. Metodens store fordel er jo, at den presser “det tavse flertal” til at markere, hvad de hælder til, uden at de skal op og argumentere for det – og ikke mindst, at det bliver synligt, hvor stort eller et lille et mindretal er, og at det bliver legitimt at lade sig bevæge af, hvordan det orange og blå ‘hav’ ser ud.