Det vil være absurd at tale om religionsfrihed eller forfølgelse af kristne på en abstrakt eller neutral måde. Her taler vi jo om virkelige mennesker – sagde Joe Vella Gauci på konferencen “Trosfrihed og den europæiske respons” som Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Grundtvigsk Forum holdt på Vartov den 25. november.
Men, sidder jeg og tænker, hvordan bliver vi konkrete og hvad kan jeg gøre som medlem af folkekirken og som medarbejder i en af kirkens arbejdsgrene?
Naser Khader, der også talte på konferencen, gav nogle klare bud. Vi skal synliggøre det arbejde, kristne i f.eks. Mellemøsten allerede gør for trosfriheden. Og så skal vore politikere ikke være flinke, når de mødes med dikatoterer – men stille klare krav. Religionsfrihed skal være en del af udenrigspolitiken, mener Khader.
Elizabeta Kitanovic fra Konferencen for Europæiske Kirker fortalte på konferencen om de forskellige kanaler, hvor vi som kirker kan gøre opmærksomme på, at kristne og andre religioners ret bliver trådt under fode. For eksempel laver FN hver år en undersøgelse af religionsfrihed, som man kan indsende fakta til. Også i forhold til EU er der muligheder for at bidrage til det politiske arbejde. Men det kræver en koordineret indsats.
Jeg ved, at i folkekirken er der rigtig mange, der bekymrer sig om kristnes situation rundt om i verden – og specielt i disse tider i Mellemøsten. Og der er mange, som har kontakter eller venskabsmenigheder, hvorfra de får bulletiner om, hvordan situationen er. Hvis man nu kunne samle historier og cases, hvor det er muligt, og løfte dem op på det politiske niveau. Så ville vores tale om trosfrihedens vilkår i verden få ansigt og bliver mere konkret.
Heidi Martinussen
Mellemkirkelig blog 