Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart
Uhlbach er en smuk og velholdt lille by ved Neckar med gamle bindingsværkshuse ved torvet og omgivet af bjergskråninger med velholdte vinmarker og på toppen et mausoleum bygget af kong Wilhelm i 1824 for hans unge dronning Katarina. Det er ren idyl, nærmest midt i Stuttgart (det tager kun 12 minutter at komme til centrum med S-Bahn), og stedet kaldes da også ”Stuttgarts paradis”. Byens kirke hedder Andreaskirche, og menigheden der havde inviteret nogle af delegaterne til søndagsgudstjeneste og efterfølgende samvær. En af dem var den nyvalgte præsident for Det lutherske Verdensforbund, biskop Younan, der var dagens prædikant. Bortset fra det og fra visse forsiringer i dagens anledning, især af musikalsk art, var det en helt almindelig søndagsgudstjeneste, fik vi at vide.
Hvordan tager den sig så ud, og har den noget at byde på, som vi kunne tage til os?
Liturgisk set var den meget enkel, men musikken var der gjort meget ud af, idet menigheden havde både brass band og kor, som medvirkede.
Umiddelbart før gudstjenesten samledes præst og menighedsrådsmedlemmer (+ gæsterne) i sakristiet til en fælles bøn og gik derefter ind i kirken i procession, anført af de unge der for tiden går til konfirmationsforberedelse. Præsten indledte med hilsen og dagens motto, og vi sang tre vers af ”Hellig, hellig, hellig, Herre Gud almægtig”, derefter var der veksellæsning mellem præst og menighed af en davidssalme, efterfulgt af en bøn. Menighedsrådsformanden læste dagens prædiketekst fra Efeserbrevet, fulgt af en flerstemmig motet sunget af menighedskoret. Så var der prædiken, vi sang en Taizesalme, og præsten bad kirkebønnen, afsluttet med fadervor som vi alle bad i kor. Dermed var vi nået til dagens sidste salme ”Nu takker alle Gud”, hvorefter menighedsrådsformanden kom med en lang række meddelelser, og præsten lyste velsignelsen. Menighedskoret sluttede af med en sungen bøn om fred, før organisten stemte i med postludiet.
Hvad var så det anderledes, bortset fra at vi stod op under bønnerne, men sad ned under tekstlæsningen? Der var noget der manglede: der var ingen trosbekendelse, ingen evangelielæsning og ingen nadver (det havde man kun én gang om måneden), og salmerne var korte og havde ikke noget med dagens tekst at gøre. Det var lovlig spartansk efter min smag, og der manglede noget krop, bl.a. fordi der ikke var nadver. Til gengæld blev det udtrykt liturgisk, at menighedsrådet og præsten i fællesskab havde ansvar for gudstjenesten. Og det var nok for mig det mest inspirerende ved den gudstjeneste.
Efter gudstjenesten var der lejlighed til at snakke med kirkegængerne og høre om vilkårene for at være luthersk kirke i deres område. Der var ca. 1500 medlemmer af Uhlenbach menighed, dvs. ca. en tredjedel af byens indbyggere, og de havde en 75 % præstestilling. Der var forbløffende mange aktiviteter – men præsten gav også på tomandshånd udtryk for, at det var noget af et pres at der hele tiden skulle skabes nye events, og at der godt nok var god tilslutning til disse events, men det førte ikke til, at der kom flere til de almindelige gudstjenester. Lyder det bekendt?
Rammen om aktiviteterne var et nybygget menighedshus, og dér blev vi beværtet med en god frokost med tilhørende vin i flere udgaver fra et af menighedsrådsmedlemmernes vingård. Vinen var også god, og måske var det den der medvirkede til at løsne stemmebåndene, i hvert fald gik snakken lystigt den halve eftermiddag med de venlige og veloplagte værtsfolk. Men hvor længe var Adam i paradis? Vi var der til kl. 16, så måtte vi tilbage til Stuttgarts centrum og plenarforsamlingens papirdynger, men medbringende indtrykket af gæstfri menighed der gav os en hjertelig modtagelse.
Af Inge Lise Pedersen
Mellemkirkelig blog 