Simone Veil har sagt, at det ikke er menneskers vilje, der ændrer verden, men deres fantasi og forestillingskraft. Det er dagens gæstetaler på tredjedagen under Det lutherske Verdensforbunds (LVF) Generalforsamling, ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams, der citerer Veil. Når Deres udsendte bed mærke i det citat, så skyldes det en stadig stigende undren over, i hvor høj grad der her appelleres til netop fantasi, forestillingskraft og følelser frem for til køligere begreber som pragmatisme, nøgternhed og vilje.
Som medlem af den danske delegation er man klædt på i lavmælt mødedisciplin i forventning om jordvindende at pløje sig frem fure efter fure i den omfattende dagsorden. Og jo, dagordenen bliver fulgt, forretningsordenen overholdt og beslutninger taget. Men det sker ikke uden en fornemmelse af, at forskellige kategorier blandes på en for os ganske uvant facon. Fx var min forventning til Rowan Williams’ tale, at den ville være kirkepolitisk og teologisk orienteret.
I stedet for hørte vi en glimrende essayistisk prædiken. En tekst med vanlig williamsk smuk poetisk kraft og stærk etisk appel, som jeg uden tvivl vil have med mig i nogen tid, for den gjorde indtryk. Som en tale ved en generalforsamling forekom den en anelse out of place. Men der er ved at opstå en snigende fornemmelse af, at det måske er den danske tilgang, der er om ikke out of place, så i hvert tilfælde en undtagelse i sammenhængen. Vi forventer skelnen mellem konfessionel bekendelse på den ene side og teologiske refleksioner på den anden; mellem streng iagttagelse af en forretningsorden og iscenesættelse af liturgisk sprog; mellem diplomatisk genoprettelse af beskadigede forbindelser og syndsbevidste bønner om tilgivelse.
Men sådan fungerer det ikke. Her blandes nøgterne forhandlingsstrategier med konfessionelle appeller, og alt efter smag kan man betragte det som en vellykket integration eller som et uproduktivt miskmask. Når man er opdraget i en dansk kirkekultur, hælder man måske mest til det sidste, men nytten og glæden ved at møde andre måder at være lutheraner på er jo netop at udfordre sin egen synsvinkel.
Og måske har Veil og Williams ret i, at det er vores fantasi og forestillingskraft snarere end vores vilje, der skal ændre verden, og at det derfor er både nyttigt og nødvendigt at give plads for liturgiske indspark og konfessionelle gennembrud, mens vi pløjer os gennem den kirkepolitiske dagsorden?
Selv foretrækker jeg vekselvirkning fremfor sammenblanding. En vekselvirkning hvor pragmatisme på den ene side ikke udgrænser fantasi, forestillingskraft og tro, og hvor følelser, smag og bekendelse på den anden side ikke invaderer og intimiderer den kølige pragmatisme. I den levende vekselvirkning er jeg overbevist om, at vi – 70 millioner lutheranere – faktisk kan ændre verden.
Og så endelig en efter-eftertanke: måske er det sådan, at fornemmelsen af at deltage i en generalforsamling, der på én gang er et kirkepolitisk møde og en gudstjeneste præcist rammer det, LVF er: en konfessionel føderation med en kirkepolitisk dagsorden, og den for en dansker forvirrende sammenblanding af kategorier kan hænde at være et spejlbillede af den kontinuerlige udfordring det er at definere LVF’s identitet.
Af Kirsten Jørgensen
Mellemkirkelig blog 