Det mest kendte ukendte skrift

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Lørdag aften. Halvvejs. Et tekstmæssigt overblik for teologer og andre indforståede:

1. Mandag: “Forordet til de latinske værker” (1545) hvor Luther beskriver sin omvendelse, sin reformatoriske opdagelse: I Romerbrevet kan vi læse at “For i det [evangeliet] åbenbares Guds retfærdighed”. (1,17). Den præreformatoriske Luther forstod denne retfærdighed som en kvalitet ved Gud, så Gud retfærdigt giver enhver hvad han eller hun fortjener. Den reformatoriske opdagelse er at Gud er retfærdig ved at kommunikere retfærdighed til den troende, ufortjent! Men hvornår skete denne omvendelse?
2. Tirsdag: Luthers fortolkning af salme 72 (1513-15). “Ethvert ord fra Gud er en dom”. Den reformatoriske Luther vil sige at Guds ord er to ting, lov og evangelium, hvor loven dømmer og evangeliet sætter fri.
3. Onsdag: Heidelberg-disputationen (1518). Den katolske forståelse af lovens etiske krav var filosofisk inspireret: Man kan ikke kræve noget af nogen som de ikke kan holde. Derfor kræver Guds lov  kun at man gør det rigtige af den rigtige grund. Gud tillader således at man ikke elsker ham og næsten af hele sit hjerte. Luther mener derimod at Gud faktisk kræver at man ikke bare gør det rigtige, af den rigtige grund, men også helhjertet! Overfor dette krav står mennesket selvfølgelig fortabt, men det er også meningen: Gud tilgiver mennesket hvis det angrer.
4. Torsdag: Fortolkning af Romerbrevet (1516). Mest af formmæssige årsager mener professoren at den reformatoriske opdagelse heller ikke er gjort her: Dette afsnit er skrevet utrolig sobert og nede på jorden. Hvis det var mig der havde gjort århundredets teologiske opdagelse, ville jeg være helt oppe at køre! Indholdsmæssigt er vi dog utroligt tæt på.
5. Fredag: De 95 teser (1517). Faktisk er denne tekst ikke ment som et angreb på bodstanken (som han gik ind for), men som et forsøg på at forklare hvordan boden i virkeligheden skulle forstås og praktiseres: Hele ens liv skal være en lang bodshandling. Man skal se sit liv som en bevægelse hvor hvert punkt i bevægelsen både er slutningen og starten på en delbevægelse. Man kan derfor aldrig læne sig tilbage og sige: nu er jeg perfekt, nu vil jeg ikke arbejde mere med mig selv.

Særligt de 95 teser passer det mig godt at have haft fingrene i. Dr. Troy, der viste os rundt i Lutherhaus, kaldte de 95 teser for verdens mest kendte ukendte værk – det tror jeg han har ret i. Ved første øjekast er der heller ikke megen systematik i det, men under Professor Dieters kyndige ledelse fik vi faktisk et indblik.

En pastoral historie fra den store vide

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

En af pastorerne fortæller om en juleaftensdag i begyndelsen af tjenesten hvor han efter sin aftengudstjeneste, midt i julemaden bliver ringet op af en desperat dame fra menigheden: “Pastor, du er nødt til komme, du er nødt til at komme!” “Hvad er der dog sket?”, “Pastor, pastor, skynd dig at kom”. Pastoren på med overfrakken, ud af døren, afsted i bilen: “Hvad kan der være sket, et selvmordsforsøg, en voldstægt…?” Han ankommer, ringer på, konen lukker op: “Kom, denne vej”. Pastoren ind til konens mand der ligger på en sofa fuld som en høne juleaften. Konen: “Der ser du, der ser du, pastoren er kommet, nu er pastoren her!”

Ja, man skal opleve noget som præst! Det bedste var måske at manden til pastoren siger: “Pastor, i dag er jeg fuld, i morgen er jeg ædru igen. Men min kone er grim i dag – og hun vil være grim igen i morgen!”

Luther i verden

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Så blev dette i hvert fald dagen hvor de diskussioner blev rejst som jeg aldrig ville opleve i Danmark. Den vildeste først:

Hvad gør man, hvis en mand der lever i polygami, gerne vil døbes? En af vore afrikanske venner rejste dette spørgsmål, og den meget kloge biskop Musawenkusi (navnet betyder Guds nåde) fra Sydafrika fortalte at de fleste mainline churches i Afrika optager mænd der lever i polygami, men anviser dem at de ikke skal tage flere koner. Monogami er stadig normen. Ville du optage polygamister i din kirke??

Den anden: På hvilken måde kan vi generobre og genindføre en luthersk praksis med håndspålæggelse og bøn om helbredelse uden at være pentakostale? Reverend Martin skelnede mellem healing og cure. Man kan godt blive healed (blive et helt menneske, fx komme overens med sin sygdom) uden at blive cured (blive helbredt fra selve sygdommen, så canceren går væk). Men man kan da også godt håbe at Gud også er i stand til at helbrede sygdommen? Hvorfor lukke sig selv af for denne mulighed? Men ligesom med troen og retfærdigheden, er det Gud, der bestemmer hvor og hvornår.

Den principielle tro på mirakler er altså den samme. Men distinktionen til de pentakostale (de amerikanske) gik på to ting:

1. Kriteriet er ikke hvor meget tro du har eller ikke.

2. Du kan ikke regne med hverken curing eller healing, men healing sker væsentlig oftere.

Om den menneskelige seksualitet

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Den kære Reverend Martin kunne fortælle om en udfordring han står med. I USA har den samlende organisation ELCA (Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Amerika) for nylig diskuteret en resolution om den menneskelige seksualitet, der accepterer homoseksualitet. Den skulle vedtages med 2/3 flertal. Og den blev vedtaget. Med 2/3 flertal. By the vote!

For kun et par måneder siden gik diskussionen så om homoseksuelle også kunne blive præster – det blev vedtaget med 51 % flertal (halvdelen var nok).

Denne for mig at se fuldstændigt rigtige udvikling har ført en serie af praktisk-politisk og ekklesiologiske udfordringer med sig:

1. Økonomisk: flere kirker, bl.a. et par megachurches, der huser flere tusind mennesker og samler enorme summer ind, har meldt ud at de ikke længere støtter centralorganisationen.

2. Indre økumenisk: nogle menigheder vil ligefrem splittes fra moderorganisationen som følge af dette.

3. Ydre økumenisk: tidligere stod den lutherske kirke i en unik økumenisk position som midler mellem katolikker og anglikanere på den ene side og de karismatiske kirker på den anden. Med denne resolution har de meldt sig helt ud af det gode selskab.

De er gode lutheranere og føler sig meget forpligtet på Bibelen uden at være fundamentalister. Så er det altså en udfordring at vælte 2000 års fortolkningstradition, at bestemme Helligåndens virke med en snæver demokratisk beslutning.

Mærkedage

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Ved du at i dag er det faktisk Martin Luthers fødselsdag. Igen Reverend Martin fra USA, der har levet hele sit lev med Luther som en af sine fineste følgesvende og betragter sin udgave af hans samlede værker som lidt af et klenodie, udtrykte i dag sin dybeste glæde over at være til stede i Wittenberg … på Martin … Luthers … fødselsdag!

Og i går var det 20 år siden at Muren faldt. Her til aften så vi en dokumentar om det – en fantastisk afgørende begivenhed for måden vi tænker verden på i dag. Dokumentaren sluttede med den store fejring af nytårsaften 1989 på området omkring Brandenburger Tor. Nu kunne man endelige bevæge sig frit!

Men Pastor Kasch kunne fortælle efterhistorien, der ikke er lige så rørende. Flere, især ældre østtyskere har stadig enormt svært ved de nye tider: Fra at din bank, din forsikring og dit telefonselskab er valgt for dig, til komplekse pakker af pensionsløsninger og åbningstilbud. Fra jobsikkerhed til arbejdsløshed. Pastor Kasch mener der skal 20 år mere til før det bliver rigtigt godt. 20 år mere med længsel tilbage til det gamle trygge, og længsel frem mod det gode nye. 20 plus 20 giver 40. Som Moses og Israel i ørkenen.

Murphy og rosset

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Det viser sig at halvdelen af min anden fordom holder stik: jeg kommer ikke til at referere pinlige drukhistorier på denne blog hverken fra mig eller de andre. Folk ER virkelig høflige, ordentlige og søde. Men de er til gengæld bestemt ikke kedelige. Pæne, men bestemt ikke tørre.

Der strømmer en utrolig varme og nærvær fra den nyligt pensionerede reverend Martin fra Pennsylvania, når man taler om alt muligt lige fra Luther over amerikansk politik til Luther.

Alfred fra Zambias grin (som Eddie Murphy, bare en kvint højere) kan høres over hele salen, og hans the-hood-afroamerikanske tonefald og gestik gør at man alderssætter ham til omkring 35 – han er 51!

I en teologisk diskussion går min værelseskammerat Levente fra Rumænien (dobbelt udgang) til samtalen på en særligt behagelig måde, med en mild og opbyggende indstilling, selvom han er klar over at vi er forskellige. Han er i øvrigt 25, men ser altså mindst 10 år ældre ud – og bærer titlen pastor!

Min fornemmelse af at være i en gruppe af folk med stor visdom og stor menneskelighed bliver større og større by the day.

Første overraskelse

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Den første overraskelse er allerede indtruffet Jeg er den eneste der stadig studerer! Alle de andre er færdige og et sted mellem 35 og 70 gætter jeg på! Forskellen blev nærmest visuel, da jeg lod mine øjne glide ned over deltagerlisten:

Bishop Nils Rohwer.
Pastorin Sabine Großhenning.
Rev. Dr. Martin Roth.
Mikkel Christoffersen.

Der mangler stadig et par stykker, så meldingen er ikke endelig, men det var ikke lige hvad jeg havde forventet, det må jeg sige.

Under aftensmaden fik jeg talt med Dean Celestin Sarambuye fra Rwanda. Han har seks børn, den ældste er syv år ældre end mig, den yngste er 14. Han har boet 30 år af sit liv i Tanzania, fra midten af tresserne til lige efter folkemordet i – 94? Ca… Derefter flyttede han tilbage for at starte en luthersk kirke og forsøge at bygge landet op. Ligesom i Sydafrika handler det meget om at forsone to befolkningsgrupper, men fordelen her er at de har en ekstern syndebuk! Inden den belgiske kolonimagt levede tutsier og huttuer fredeligt sammen, men det var de belgiske ledere der spillede dem ud mod hinanden: strategien “del og hersk”. Det betyder landet har en paradisisk tilstand at se tilbage på og kæmpe frem i mod.

Da gik det op for mig hvor stort et potentiale disse fjorten dage har. Luther forsøger at beskrive nogle almene vilkår ved det at være kristen (vi skal bl.a. læse Om et kristenmenneskes frihed), men måden at opfatte hans tanker kan kun blive helt forskellige, når Dean Sarambuye kan fortælle en så anderledes livshistorie end min. Jeg sidder i grå-hvide lykke-Danmark og bliver irriteret hvis kirkekoret synger falsk. Dean Sarambuye skal forsøge at forsone to folkeslag i sin kirke. Jeg håber at dette relativerende perspektiv bliver en styrke i vores samtale.

Hvem mon de er?

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Jeg kan mærke jeg er fuld af fordomme. Tre, mindst.

For det første tror jeg de tager Luther meget mere seriøst end jeg gør. Jeg forestiller mig at de forholder sig mere ukritisk til ham og hans måde at tænke kristendommen på. For mig er det tydeligt at moderniteten ligger imellem Luther og mig: På Luthers tid var Gud en samfundsmæssig selvfølge, der handlede det mere om frygten for Guds straf, frygten for at ryge i helvede. Jeg kan simpelthen ikke æde den dobbelte udgang.

For det andet er jeg spændt på hvad teologer er for nogle typer. I Danmark skal jeg tit svare på om vi så også drikker øl til vores fredagsbar, men kan også med ret stor overbevisning i stemmen sige, at det gør vi. Teologistuderende på KU er ikke særligt tørre og pæne. Men hvordan mon de er andre steder? Høflige, ordentlige, søde – men måske også lidt kedelige?

For det tredje bliver det spændende om jeg rent fysisk kan overleve dernede. Der er fjorten deltagere og fjorten dage = en maddag til hver. Vi blev simpelthen bedt om at tage en “recipe for a traditional dish in your country” med. Hvad er traditionel mad i Brasilien, Zambia og Rumænien? Desværre har naturen udrustet mig med en vis (efterhånden aftagende) kræsenhed, så jeg tror disse fjorten dage bliver en udfordring… Jeg har selv tænkt mig at lave stegt flæsk med persillesovs. Det er da dansk!

Wittenbergs kirkedør

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Kufferten er næsten pakket, teksterne næsten læst, mor næsten kysset farvel.

Jeg hedder Mikkel Christoffersen, studerer teologi i København og lørdag morgen kl. 6.50 går mit tog mod Wittenberg. I 2017 er det jo 500 år siden Luther slog sine berømte teser op på Wittenbergs kirkedør, med stor betydning (for at sige det mildt) for de næste 500 års udvikling. Det skal da fejres! Hvordan gør man det? Ved en gang om året at invitere til 14 dages intensivt Lutherseminar med 14 teologer og teologistuderende fra fire kontinenter.

Planen er at vi skal læse en række Luthertekster (en del af de tidlige), forsøge at forstå dem i deres kulturelle kontekst (derfor sidder vi i Wittenberg) og diskutere: hvad kan vi bruge Luthers tanker til i dag (det mest spændende!).

Jeg er selv medlem af den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark, men hvad vil det egentlig sige? Skal man så være fuldstændig enig med Luther og bruge hans tanker som en anden bibel. Det mener jeg nu ikke – men vi er i hvert fald forpligtet på at forstå ham for at vurdere hvor vi skal gøre op med ham. Det glæder jeg mig til at gøre!