Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:
Min fornemmelse for den danske folkekirke er, at vi har ret lidt aktivt menighedsliv. Min fornemmelse er at de fleste kommer i kirke, sætter sig på bænken, hører ordet, modtager sakramentet, og går igen. Især er det min fornemmelse at denne form passer kirkegængerne utrolig fint! Her er en sammenhæng, hvor man ikke skal præstere socialt, hvor høj og lav, intellektuel og praktisk orienteret, rig og fattig kan indtræde i nadverens og gudstjenestens åndelige fællesskab på fuldstændigt lige fod. Det passer også mig utrolig fint.
Denne positive udlægning passer udmærket med de tidlige værker af Luther som vi har læst i disse to uge, hvor fokus særligt er på enkeltmenneskets stilling overfor Gud i anger, tro, tillid, dåb og gerning.
Men helt ærligt (blev vi enige om i går)… Tror vi virkelig at ordet og sakramentet alene er nok for et menneske i eksistentiel nød? Har ord og sakramente virker indbydende for mennesker, hvis det ikke følges op af (hvad folk i denne gruppe kalder) Guds tale gennem mennesker.
Har vi i Danmark ikke en vis grad af luksuskristendom, når den gennemsnitlige kirkegænger bare sætter sig, modtager og går igen uden at yde?
Jeg tror faktisk en gruppe mennesker søger til gudstjeneste når de har eksistentielle spørgsmål og problemer. Men i modsætning til lutherske kirker og pinsekirken er vi slet ikke parat til at modtage dem. For mig at se har kirken (dig og mig) tre opgaver:
-
at opbygge menighedsfællesskaber stærke nok til at modtage folk udefra,
-
at invitere og faktisk modtage nye folk uden at kræve nogle bestemte standarder
-
for på denne måde at kunne arbejde med hver enkelt menneske (dig og mig). Troen skal næres og gro. Ifølge Luther!
Mellemkirkelig blog 