FN-direktør appellerer om hjælp fra kirkerne

Anders Gadegaard skriver fra Kirkernes Verdensråds UN Advocacy Week i New York

FN-direktør appellerer om hjælp fra kirkerne

Jeg er til møde i New York. Én gang om året mødes kirkelige repræsentanter fra alle dele af verden med ansatte i de mange kirkelige hjælpeorganisationer for at drøfte de emner, kirkerne har grund til at bringe på dagsordenen i FN. Kirkernes Verdensråd (KV) har lige fra FN´s og KV’s begyndelse i 1948 været associeret til FN med særlig adgang til at udtale sig under processerne med udarbejdelsen af de forskellige resolutioner – ja, ind imellem har KV været direkte leverandør af input til den endelige tekst. Det gælder for eksempel FN’s Menneskerettighedserklæring, afsnittet om religions- og tros-frihed.

Mødet finder sted i det såkaldte ”Kirkecenter for FN”, opført 1962-63 lige overfor FN-bygningen på den anden side af gaden. Vi sidder ca. 100 mennesker i et lokale, hvor samtlige vinduer har udsigt til FN-bygningen – det er som konstant at blive mindet om formålet ved blot at lade blikket vandre. Bygningen tilhører kvindernes afdeling af den amerikanske United Methodist Church og har til formål at give husly til alle kirkelige grupperinger, som ønsker at samarbejde om en fælles holdning til emner på FN’s dagsorden, som har betydning først og fremmest for de befolkningsgrupper, som undertrykkes eller er ofre for stærke økonomiske og politiske kræfter og derfor har brug for særlig opmærksomhed.

Eksempelvis blev den folkelige indsats for at opnå en FN-resolution om Vold imod kvinder i 2000 koordineret herfra. Og senere, da det lykkedes i september 2007 at få en deklaration om oprindelige folks rettigheder vedtaget og et Permanent Råd indenfor FN oprettet til varetagelse af oprindelige folks interesser, var Kirkecentret stedet, hvorfra den politiske kamp blev organiseret.

Her har KV sit lille repræsentationskontor med 2-3 ansatte, ligesom også Det Lutherske Verdensforbund har sit lille FN-kontor her.

Dette års møde fokuserer på tre emner:

1. Klimaforandringerne og kirkernes rolle, med særligt henblik på de mange internt fordrevne, de såkaldte klimaflygtninge,
2. Implementeringen af deklarationen om oprindelige folks rettigheder, med eksempler fra Ecuador, Papua Ny Guinea, Congo og andre steder.
3. Menneskerettighedssituationen i Columbia, hvor tusindvis af mennesker myrdes og ”forsvinder”.

Men også mere principielle spørgsmål sættes under behandling så som ”Hvad er advocacy?”, ”Hvilken rolle spiller troen i forhold til kaldet til advocacy?”, ”Hvilke uudnyttede ressourcer besidder trosbaserede grupper i denne sammenhæng?”. Under navnet ”Global platform for theological reflection” deltager en række teologer i mødet for at udarbejde et notat, der giver svar på nogle af disse spørgsmål.

Som optakt til mødet lyttede vi til et indlæg fra direktøren for UNDP (United Nations Development Programme), nordmanden Olaf Kjørven. Han talte overraskende indtrængende om, hvor mange gode grunde, der set fra et FN-synspunkt, er til, at kirkerne involverer sig stærkt i politiske emner som klimaforandringer og generelle menneskerettighedsspørgsmål. For det første simpelthen fordi FN behøver en stærk etisk stemme, som kan flytte os ud af det dødvande, han ser, vi er havnet i hvad angår fattigdomsbekæmpelsen, og her kan kirkerne i særlig grad bidrage på grund af den status de har i de fleste samfund, som giver dem mulighed for at gå op imod såvel en voksende ligegyldighed som den udbredte grådighed og selvtilstrækkelighed. Dertil kommer, at ingen andre institutioner i verden, inklusive de statslige, kan måle sig med de religiøse i muligheden for at nå lokalbefolkningerne med oplysning og viden. En tredje alvorlig begrundelse for at involvere religiøse institutioner udgøres af det forhold, at tilsammen udgør de verdens tredje største finansielle investor og ejer 8% af klodens land. Hvis derfor alene disse grupper kunne enes om en fælles investeringspolitik, for eksempel i retning af virksomheder med lav CO2 emission, ville det intet mindre end sende chokbølger gennem det globale erhvervsliv, hævdede Olaf Kjørven. Han hævdede derfor, at der påhviler kirkerne en moralsk pligt både indadtil og udadtil til at bidrage til en ændret holdning til forbrug af ressourcer – og det kan ikke opnås uden politisk involvering både nationalt og internationalt.