Marie Vejrup Nielsen – dansk delegeret på KEKs generalforsamling – skriver:
Den første dag startede med en fælles gudstjeneste, som gav et godt billede af hvordan KEK er en ramme omkring meget forskellige kirker og traditioner. Når man ser ud over de over 700 deltagere, ser man disse forskelle på mange måder. Påklædning er noget der springer i øjnene med det samme de klassiske røde og lilla farver pryder biskopper og nogle enkelte kardinaler fra den Romersk-Katolske kirke. De sorte, hvide og gyldne farver præger de ortodokse, mens langt de fleste protestanter holder sig til sorte og lysere skjorter med den hvide flip. En enkelt delegeret har en samisk dragt på. Ingen har i den over 30 grader varme kirke valgt den traditionelle lutherske klædedragt som vi kender den i Danmark. Mange er iklædt deres helt almindelige sommertøj. Kontrasterne er tydelige i rummet alt fra sorte lange kåber til lette sommerkjoler. Udfordringen er dermed også klar for under disse forskelle i klædedragt ligger mange andre forskelle, ikke kun formet af teologiske, kirkelige traditioner, men også forskelle i kulturer og samfund. Hvad er det mest presserende problem i dag for kirkerne? Hvad forener dem? Det er vel de spørgsmål der hele tiden spøger nedenunder de mange punkter på dagsordenen. Mange af de spørgsmål der diskuteres relaterer til de samfund disse kirker lever indenfor. Hvad er KEKs rolle i forhold til migration og de sociale problemer der opstår som følge heraf? Hvad er KEKs rolle i forhold til udviklingen af forskellige politiske tiltag i EU og Europa som sådan? KEK er nu en ældre organisation, 50 år, og er naturligvis farvet af sin egen historie som er bundet til Europas historie efter 2. verdenskrig. Men det er nu 20 år siden at muren faldt i Berlin og Europa har ændret sig. Spørgsmålet er hvad konsekvensen bliver for KEKs medlemskirker? Hvad er formålet med KEK i bund og grund? Det er tydeligt at KEK gør et stort arbejde. Gennem kommissioner og arbejdsgrupper er der tale om et unikt netværk af kontakter mellem de mange kirker. De mennesker der er samlet til generalforsamling er en ressource, som alle medlemskirker kan bruge. Her er der repræsentanter fra lutherske minoritetskirker, hvis situation er meget, meget anderledes end den lutherske majoritetskirke i Danmark, og samtaler med dem siger noget om den situation det lutherske befinder sig i Europa i dag. Her er der unge repræsentanter, som er engageret i at arbejde for deres kirkers udtryk i fremtiden, og som kan fortælle noget om hvad der rører sig blandt unge kristne i Europa. Her er der repræsentanter fra migrantkirkerne, som for nylig er kommet på dagsordenen også i en dansk sammenhæng og her kan man hente viden om hvordan situationen er i resten af Europa. På den måde, ved at bringe alle disse mennesker sammen, har KEK opnået en del, fordi der her opnås reelle kontakter og netværk på tværs af konfessionelle grænser. Men hvad med de store linjer og ambitioner om at være samlende for alle disse forskellige kirkesamfund, farvet som de er af forskellige historier og kulturer? Det spørgsmål er der ikke noget simpelt svar på. Der er på den ene side tydelige forskelle og brudflader og på den anden er der visioner og forventninger om enhed og samarbejde. Der er nok at tage fat på for de mange mennesker der er samlet i Lyon i disse dage.