Se billeder og live-feed på www.assembly.ceceurope.org
Marie Vejrup Nielsen skriver:
Fest og beslutninger!
KEK fylder 50, og både lørdag og søndag blev jubilæet markeret.
Den festlige del af generalforsamlingen begyndte med receptionen hos officielle repræsentanter for regionen. Den blev afholdt i utroligt smukke lokaler og maden var virkelig god. Her var der tid til lidt mere fri samtale og netværk. Der er jo tit i disse perioder, man får de bedste kontakter med nye mennesker. Efter receptionen gik vi til le Grand Temple, kirken for den reformerte og lutherske kirke i Lyon, til økumenisk gudstjeneste afholdt af Taize-præster. Le Grand Temple ligger lige ved Rhone-floden, og efter gudstjenesten kunne man derfor nyde Rhone-vin på både, der ligger ved floden og dernæst spadsere tilbage til hotellet. Ovenpå mange, mange dage ved vores borde med diskussioner og papirer, var det meget tiltrængt med en pause fra arbejdsprogrammet. Og det gav plads til at få et indtryk af det lokale kirkeliv. Dette fortsatte søndag morgen hvor vi alle var inviteret til at deltage i gudstjeneste hos nogle af de mange forskellige kirker i Lyon. De lokale kirker har været meget aktive i arbejdet med generalforsamlingen, og nu fik vi som delegerede mulighed for at møde dem og spise frokost med dem.
50 års jubilæum til lands, til vands og i luften!
Søndag var dagen for den officielle fejring af KEKs 50 års jubilæum. Der er blevet lagt et kæmpe arbejde i denne fejring og det blev en rigtig flot aften. Det var en kombination af teater, oplæg og billeder som viste udvikling fra 1959-2009 ti år af gangen med forskellige overskrifter. Der var repræsentanter for hvert et årti, og de blev interviewet på scenen om vigtige minder fra KEKs rejse. Det var interessant at høre de små historier fra forskellige møder, om hvordan man både havde åbne og hemmelige møder, hvordan der var en heftig rejseaktivitet over de lukkede grænser, og hvordan meget har ændret sig.
Temaet for hele arrangementet var sejlads, skibe, og det første teater fortalt en historie om en rejse på havet fra første afgang fra havnen og oprørte have og ud i fremtiden. Denne del af programmet blev afsluttet med en tale af den økumeniske patriark, Bartolomæus I, der talte om håbene for fremtiden for KEK. Den historiske rejse, særligt i billeder og interviews, gjorde et stort indtryk. Billederne fra Europa efter 2. verdenskrig, af murens opbygning og nedrivning, af skiftet fra kold krig til globale problemer, fra et tæt samarbejde om at holde kontakten på tværs af muren, til den utroligt komplekse situation i dag hvor mange forskellige emner sætter dagsordenen. Og så var det jo fra et dansk synspunkt interessant at se billederne fra Nyborg, – og af færgen Bornholm (hvor KEKs første generalforsamling blev holdt) som en påmindelse om den centrale rolle personer fra den danske Folkekirke har spillet i denne historie.
Aftenen blev afsluttet med et teaterstykke med titlen Airport Chapel. Stykket havde et lufthavnskapel som ramme omkring tværreligiøse og mellemkirkelige temaer, spillet gennem de forskellige kirkelige ledere i dette kapel; en romersk-katolsk præst, en imam, en rabbi og vikaren for den reformerte præst. Denne vikar havde hovedrollen en afrikansk, reformert teologistuderende ved navn Calvin. De forskellige gæster i kapellet gennemspillede de mange diskussioner der finder sted om religion i det offentlige rum, – nyreligiøse bevægelser, genfødte kristne, Israel-Palæstina-konflikten, og ateisme. Men netop fordi disse tunge emner blev gennemspillet i små scener med et godt samspil med humor og god musik, fungerede det som en måde at få os alle til at overveje, hvilke spørgsmål der præger religionens plads i Europa i dag.
Aftenens program inkluderede også en præsentation og tak til alle de ansatte i KEK, og til dem der har stået for generalforsamlingen. Og så en afsluttende reception med mere god mad og gode samtaler på tværs af konfessioner og landegrænser. Så KEK blev fejret med maner, men også med bevidstheden om de store udfordringer der ligger for arbejdet fremover.
Tilbage på arbejde!
Mandag er beslutningsdag, nu gælder det! En hel dag tilbage ved bordene til debat og afstemninger. Alle de rapporter og dokumenter som er blevet forberedt i løbet af søndagen af alle dem, der har siddet i de forskellige komiteer skal præsenteres og afsluttes. Dernæst står den på vigtige afstemninger om både central komiteen, som skal lede arbejdet indtil næste generalforsamling, og også den nye arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan KEK bedre kan struktureres i fremtiden. Det bliver spændende hvor mange udfordringer og diskussioner der kommer til at være, førend generalforsamlingen efter en lille uge kan afsluttes. Det er sidste chance for at komme til orde og det er der allerede rigtigt mange der benytter sig af!