En inspirerende økumenisk mangfoldighed

Se billeder m.m. fra generalforsamlingen på www.assembly.ceceurope.org

Heidi Paakjær Martinussen skriver:

Det er blevet søndag i Lyon. En tiltrængt hviledag efter en uge fyldt med tunge plenarmøder, intense timer i arbejdskomiteer om KEKs prioriteringer de næste 6 år og hurtige kaffepauser med korridoraftaler og forsøg på at afkode politiken og motiverne bag forslag fra de forskellige kirker og regionale grupperinger. Kort sagt, en uge der får mig til at tænke, om jeg mon er havnet i Europaparlamentet? Men tanken stopper, når jeg pludselig løber ind i gamle bekendte, eller falder i snak med nye ansigter i de få pauser, der er lagt ind i det 13 timer om dagen lange program.

Så åbner der sig pludselig et lille vindue til en anden virkelighed, og giver mig perspektiver til min egen danske hverdag…

Når jeg f.eks. taler med den islandske repræsentant, en ung kvinde, der arbejder på bispekontoret i Reykjavik. Krisen i Island har ikke nået bunden endnu, fortæller hun, og kirken må overveje, hvad den har mulighed for at finansiere i fremtiden. ”Diakoni og sjælesorg” er de to områder kirken må satse på, understreger min islandske kollega. Kirkens nødhjælp, der hjælper med mad, tøj og andre basale nødvendigheder, har oplevet en stigende efterspørgsel på 900%. I en virksomhed, ville en sådan øget efterspørgsel være positiv. I nødhjælpen er den et tegn på krise, og at kirken også her har en vigtig opgave.

Jeg løber ind Elisabetta Ribet – hun er præst i Valdenserkirken i Italien, en protestantisk minoritetskirke med 30.000 medlemmer. Valdenserkirken har sin historiske vugge i Norditalien og kan dateres tilbage til middelalderen – hvilket gør den til den ældste protestantiske kirke i Europa. Valdenserne har en meget stærk fælles identitet som kirke, måske pga. de stærke forfølgelser kirken var udsat for, før religionsfriheden blev vedtaget i Italien i 1848. Efter den tid, var der en del Valdensere, der flyttede til andre dele af Italien, hvor der nu er opstået diaspora menigheder. Elisabetta er præst for en af menighederne i Palermo på Sicilien. Som et af de sydligste punkter i Europa, fungerer Sicilien som en port for mange flygtninge fra Afrika, der søger væk fra en fattigdom vi ikke engang kan begribe. Også en stor strøm af handlede kvinder passerer gennem Sicilien eller ender her. Valdenserkirken forsøger – i samarbejde med andre protestantiske mindretalskirker – at sætte ind i forhold til de mange handlede kvinder i Palermo. Det diakonale arbejde er en vigtig del af kirkens identitet, som rækker ud fra kirkerummet til Palermos støvede gader.

Valdenserkirken er en lille kirke, der også er kendetegnet ved en stor åbenhed og økumenisk engagement. I Elisabettas menighed har den oprindelige valdensermenighed inviteret deres afrikanske brødre og søstre indenfor, og holder gudstjeneste under overskriften ”being church together.” For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at være med til en sådan gudstjeneste, som er en skøn blanding af traditionel liturgi og italienske salmer tilsat afrikansk inspirerede lovsange med tilhørende dans og en prædiken på italiensk fulgt af en på engelsk. Being church together viser en helt ny måde at være sammen på som migrantmenighed og traditionel menighed.

Tilbage i Lyon – sidder jeg og overvejer, hvilken gudstjeneste jeg skal vælge at gå til i dag. I programmet er der ikke færre end 11 forskellige at vælge imellem – fra Frelsens hær til Armensk apostolisk. Fra Romersk-katolsk til evangelisk baptistisk. Det er en rigdom af forskellighed. Tænk at jeg som kristen er med i et så bredt og omfattende fællesskab. Biskop Huber – leder af den tyske kirkes øverste råd – opsummerede det godt i sin bibeltime den anden dag. Som kristne har vi enhed i mangfoldigheden, for vi har “én herre, én dåb, én tro.”