Forandring fryder?

Marie Vejrup-Nielsen skriver:

Der er meget tale om skibe og sejlads her på generalforsamlingen. Det kommer sig både af logoet for mødet, et skib med et kors som mast, og så temaet, håb, og symbolet for håb: et anker. Og så er der færgen ”Bornholm” et sted i baggrunden fra KEKs tidlige begyndelse. De maritime metaforer blomstrer og særligt nu, hvor der er blevet stillet radikale forslag om at forandre KEK: Er KEK et skib under konstant rekonstruktion på vej mod skibskirkegården eller er KEK et strømlinet fartøj på vej for fulde sejl ind i fremtiden? Og hvem er kaptajnerne der styrer dette skib? Hvem kaster anker og hvem sætter kursen? Her fredag morgen har Den Evangeliske Kirke i Tyskland – EKD’s – forslag om at omstrukturere hele KEK fået alle op af stolene. De tyske kirkers forslag er stillet for at gøre KEK mere effektivt, ser det ud til. Særligt i forhold til de mange kommissioner, kontorer og andre dele af KEK’s struktur.

Der stilles både forslag om at rette EKD’s forslag til, forslag om at udsætte forslaget – og i det hele taget er der mange, mange stemmer der bringes i spil. Og midt i det hele forsøger mødelederne at styre debatten som allerede har bragt programmet nogle timer bagud. Men det er jo også nu det helt centrale er på bordet. KEK fylder 50 år, – og organisationen er vokset ud af et meget anderledes Europa, og de fleste virker enige i at der skal se noget. Men hvordan og hvem skal sætte dagsordenen? Salen summer og folk går frem og tilbage mellem de borde hvor de forskellige konfessioner og kirker sidder og prøver at finde ud af hvor de forskellige står. Der er mange perspektiver på forandring, juridiske og økonomiske såvel som mere værdimæssige visionsspørgsmål. Der er historiske forhold og nutidige omstændigheder. Det er en spændende formiddag på generalforsamlingen! Men de demokratiske processer syder og bobler om ørerne på os og de næste par dage vil vise om de radikale forandringer vil blive støttet af et flertal her på generalforsamlingen og i hvilken form.